I DANSK LITTERATUR 1870—1904
læseverden aldeles, og som med sine landsmålsord og kraftord, sine dristige vendinger rådede over former og udtryk, klangfarver og billeder, overfor hvilke de unge danske forfattere med deres nedarvede, afslebne og ved overkultur udmarvede sprog ikke kunde andet end føle, at de vilde have en frygtelig kappestrid at bestå.
Der var da for de tidligst optrædende skribenter intet andet at gøre end at fordybe sig så meget som muligt i sig selv, stræbe efterhånden efter at blive helt sig selv, og så uden hensyn til det overleverede skrive alene paa deres natur. Og de fandt da snart, at de, som var så ganske anderledes anlagte end den ældre slegt i Danmark, som så på sanseverdenen med andre øjne og en anden virkelighedssans, behøvede et langt sanseligere, billedrigere sprog end hine. De var plastisk, malerisk anlagte, følte sig som kunstnere helt ud i fingerspidserne og udstrakte kunstens område videre end den foregående slegt. De betragtede det som deres opgave og pligt at behandle prosaen med ikke ringere omhu end den, som deres fædre og bedstefædre havde anvendt på verset. De leverede ugjerne endog blot en avisartikel fra sig, der ikke i den forstand var et kunstværk, at den havde sin stemning og sin anskuelighed. Det gamle ordsprog siger: ordene har deres værd ligesom mynter. Disse unge forfattere udskjød enhver ordmynt som værdiløs, hvis præg var blevet udslettet ved brug. Han erstattede samvittighedstuldt de virkelighedsfjerne eller filosofiske udtryk, ved hvilke ingen længer tænkte eller følte noget, med friske forestillingsudtryk, der fremkaldte billeder, fremmanede erindringer; man henvendte sig gjennem øiet og
— 7 —
