SVINGNINGER OG STEMNINGER
øret til tanken og forsømte ikke at underholde læserens sanser og at bemægtige sig hans nervesystem, når det gjaldt at gjøre indtryk paa hans forstand.”
Det er denne formens revolution, som Brandes her så levende beskriver, hvori han selv mere end nogen anden greb betydningsfuldt ind.
Brandes berører ovenfor, at den unge genenation foruden en ny sprogtone ogsaa søgte nye emner: — også her gjorde den store erobringer. Den fulgte i denne henseende ganske den realistiske bevægelse i Frankrige.
Efter Flaubert og brødrene Goncourt var der kommet flere yngre til, de merkeligste var Zola og Daudet. De gjorde nu samtlige sit indtog i Norden. Den første danske oversættelse af „Madame Bovary“ er fra 1875. Det største publikum vinder til en begyndelse Daudet, der af den franske realismes stormænd var den elskværdigste, den lettest tilgjængelige. Senere træder Zola i forgrunden.
Georg Brandes har selv i „Det moderne gjennembruds mænd“ git endel livfulde portrætter af de danske digtere, der først satte sit præg på den litterære retning: J. P. Jacobsen, Drachmann, Schandorph, Erik Skram, Edvard Brandes. Det billede, Georg Brandes gir af J. P. Jacobsen, er saa temmelig udfyldende. Den store kolorist, der skjænkede det danske sprog ny farve og ny klang, prosaen nye rytmer, havde allerede dengang afsluttet sin virksomhed. Med al sin særhed, sin syge forkjærlighed for drømmens og dødens poesi er vel han den eiendommeligste digter, Danmark nogengang har havt, vidunderlig klartseende i sjælens vanskeligste hemmeligheder, med
— 8 —
