JEPPE AAKJÆR
både fra guttens sjælelige udvikling og fra den natur, hvor han til daglig færdes. Ikke så, at Jens selv endnu har noget blik for det han ser omkring sig: „For ham, som for bonden overhovedet, var naturen uden interesse i og for sig. Det var „godt veir“ eller „sølle veir“, det var varmt eller koldt, tørt eller vådt, men naturen vakte ingen følelse i hans bryst, han var ikke endnu kommet til at stå i noget beskuende eller reflekterende forhold til den; han følte sig endnu ikke udenfor den, men snarere som en del af den, der flød med i den, som vildanden flyder nedad en strøm.“ Hans forhold til kreaturerne er af fortrolig beskaffenhed, han er halvt deres hersker, halvt deres kamerat. Han regjerer dem myndig, men gjennemgående retfærdig, og føler dyb anger, da han i et anfald af hidsighed er kommet til at skade den hjælmede okse. Han ved, at kreaturerne har sin følelse af ret og uret ligesom menneskene. Og om hans forhold som fårerøgter heder det: „Han kjendte sine får, som en far sine små, for ham havde de ikke de døde stivnede ansigtstræk, som for alle andre.“
Ensomt og ensformigt er især livet som fårehyrde. Den store tause hede stiger sterkt frem i Aakjærs billede. Vi ser lille Jens på hans færd. Det er en oplevelse, når en flok vildgjæs larmer gjennem luften og slår sig ned i engen, — en festdag, når et får føder i engen. Så drager han stolt tilgårds med den lille indviklet i sit overtøi og det brægende får ved siden. „Et ålam gjaldt en pandekage, et vædderlam kom ikke høiere end til et blødkogt æg.“
Men heden har sine farer, og det er ikke al-
— 189 —
