JEPPE AAKJÆR
tid, at gutten er vel tilmøde, når han mindes de fortællinger, han har hørt af bedstefarens svirebrødre. Endnu i Jens’ barndom trives overtroen vel blandt bønderne. Og træffer han på sin færd ikke andre farlige væsener, så er hugormene hans daglige bekjendte. Og den aften, lille Jens i tågen kommer ud i „djævlemosen“ og synes, han stadig kjender hugormene under sine nøgne fødder, glemmer han ikke let.
Efterat Jens er blit kreaturrøgter, har han lettere for at træffe kammerater. Særlig er der feststemning i kjærene om søndagene, da er kosten bedre og leken ivrig.
Den skildring, Aakjær har git af den jydske bondegut, det hærdende liv han fører, hans små glæder og mange pinagtigheder, er af blivende værd. Det er også det kunstnerisk bedste i bogen: man glemmer ikke de ensomme solsommerdage på heden eller vintersturheden inden døre i bondestuens tunge luft, eller de bryske skikkelser, der samler sig om gamle Steffen Stougård for at feire brændevinet. Her har vi ouverturen til Aakjærs digtning. Her, i disse og lignende omgivelser, nogle endnu mørkere, nogle betydelig lysere, har han gjort sine fund, samlet de iagttagelser, som hans kunstneriske skarpsyn, hans friske humør og hans kjærlighed til heden og dens folk senere har udformet i hans ypperlige fortællinger fra jydens liv i „Vadmelsfolk“ og „Fjandboer“.
I „Bondens søn“ fortælles der videre om Jens’ religiøse kampe, hvorledes han næsten overvældes af sin syndebyrde, mens hans stilling blir endnu vanskeligere, fordi hans erotiske følelsesliv samtidig kraftig vækkes. Det er godt og sandt,
— 190 —
