JEPPE AAKJÆR
ved han, hvor han har sine rødder. Rykket ud fra de hjemlige omgivelser ser han dem.
Og da han har været tilstede ved sin mors dødsleie, og hans far nedbøiet og gammel byder ham gården, så tar han imod tilbudet. Trods alt.
„En utaknemlig jord at lægge kræfterne i; sand i øst og sten i vest, hist bed sommertørken akset over og gjorde strået to knæ kortere; her klemte vinterkulden de spirende korn, så de trak de nervefine rødder op under sig og døde.
Jens vidste altfor godt af erfaring, hvilke krav der her vilde stilles til hans tålmodighed, men det var jo netop det barske ved denne grund, der havde knyttet ham så uløseligt til den. Aldrig vilde han have kunnet elske øboens smilende humlehaver, som han elskede disse gjenstridige banker og kolde sænkninger, hvor der lå minder i hver fure.“
„Vadmelsfolk“, hedefortællinger (1900) indeholder seks noveller. Den første, „Mens pølsen koger“ er typisk for Aakjærs fortællerkunst. Den er henlagt til hin dag ind under jul, da grisen, husbondkonens yndling, der til fortrængsel for sine medbæster på gården og til husbondens bekymring og ærgrelse har været begunstiget med alle livets goder, omsider må indfri sine forpligtelser, til glæde for voksne og børn, ikke mindst de sidste, der ved, at grisevrælet i den mørke morgenstund indvarsler en af årets store festdage. Dagens begivenhed skildres af Aakjær på den lune og trygge måde, der er ham egen, indtil den almindelige forventningsfuldhed kulminerer, „mens pølsen koger“, og det ganske hus samlet om langbordet i bredt velvære gjør sig tilgode af grisens gaver. Ind i denne grisehistorie fletter sig
— 192 —
