JEPPE AAKJÆR
Men jeg siger endnu engang: Gud ha’ lov og tak, te en nu er af med æ spektakel. For hun var da lige ved at æde os ud af gården.
Sidsel: Men herregud, Thøger, hvem er det, du ligger og snakker om?
Thøger: Jeg snakker sgu om grisen? Hvem tænkte du på?
Sidsel: Ihtho, jeg tænkte på Kjesten.“
— — Den næste novelle, „Jens Tanderup“, gjentar den gamle historie, om gårdsgutten og husbondsdatteren, som får hinanden kjær under det stadige samvær i fælles gjerning, men har ondt for at overvinde de fordomme, der gjælder forskjellen i stand og formue. Der er i fortællingen om de to unges inderlige og ordknappe kjærlighed partier af en simpel skjønhed, som skjænker det gamle emne ny poesi.
I „Frederik Tapbjergs Plovgilde“ gir forfatteren et djervt billede af den jydske husmands karrige lod, hans slidsomme kamp for at bjerge sig og sine altfor mange unger, hans afhængighed af gårdmændene, hvis hjælp, naar den overhovedet ydes, han får dyrt betale. De madkjære bønder, samlede om husbondens bord ved det plovgilde, han må gi til tak for lånet af deres heste, mens barneflokken spændt venter på, om der blir en bid tilovers af det sul, de aldrig får til hverdags, — glemmer man ikke, så tungt og ægte og uden sentimentalitet falder fortællerens ord.
„Bakgården og dens beboere“ er en drastisk skildring af den jydske gjerrighed, således som den udvikles, nedarves og øges gjennem slegtled, indtil den blir en brand i blodet, en galskab, en nødvendig fordærv for den gjerrige selv.
— 194 —
