JEPPE AAKJÆR
neskelig medfølelse klinger der ud af de muntre ord, så inderlig er den hengivelse i stemningen, hvormed forfatteren følger disse to på deres vemodige togter gjennem gamle glade erindringer, eventyr fra hedens liv fordum engang.
— Den digtsamling, Aakjær udgav 1899, inde- holder øjensynlig poesier fra forskjellig tid af forskjellig kunstnerisk modenhed. Der er endel, som er smukke, men ikke særlig betydelige, ungdommelige forsøg af ret almindelig art. Men digterens formelle begavelse er påfaldende. Og et lyst, varmt sind taler der ud af hele samlingen, et uforfærdet humør, en fribåren mandighed. Digteren elsker sollyset i naturen og i menneskenes sjæle, han elsker en Gud, der ler. „Den, som vil leve på denne jord, han plukke de roser i tide.“ Hans gudsbegreb er panteistisk: „— dette brede himmelhvælv, såvel som mindste dam, den tavse skov, det vide hav, alt er det fyldt af ham.“ Han vender sig skarpt mod ethvert åndeligt påtryk — som smeden mod missionæren: „Du beder sammenkrøben i dit kammer, jeg beder her med hånden om min hammer. Og hvem kan vide, præst, måske dens klang når høiere end eders salmesang.“ Det er betegnende, at et digt er tilblit: „Da de dømte Zola.“ — Af de erotiske poesier har flere en særegen munter ynde, som f. eks. sommernatsstemningen „Strømmen drev“. I afsnittet „Tvivl og tro“ er vel „Den Gud jeg beder til, det betydeligste. Af de blandede digte
— 196 —
