JEPPE AAKJÆR
(„Et og andet“) er „Da man skød Trofast“ rigtig vakkert. Flere af småversene udmerker sig ved et grotesk vid. Men der er et enkelt i denne del, som man især kommer til at erindre, både i for dets skjønhed, og fordi det gir Aakjær selv, hans digtnings gestus, mottoet for hans friske poesi:
Gå i skoven:
Er du syg i dit sind, er der brod i din sjæl,
er der ebbe og fald i dit mod,
har misundelsens giftyngel stunget din hæl
og beslimet din sti, så lig havrullet pæl
den bedragerisk svigter din fod;
sidder sorg ved dit fad,
sidder savn ved dit krus,
er der lavt til dit loft,
er der trangt i dit hus —
gå i skoven!
Er der lys over hjem, er der majsommervind,
er der vårhimles tindrende blå,
er der vuggende, sukkende drøm i dit sind,
er der længsel mod én, der har rødnet din kind,
skjønt den før kun var gusten og grå;
synes verden dig dårende,
blank som et speil
og dit liv som et hav
med vel tusinde seil:
gå i skoven! — —
I sidste afdeling: „Jydske texter“ er Aakjær helt hjemme: „Her har jeg himlene over min isse, her har jeg lyngheden under min fod.“ Disse digte veksler i stemning fra en stor bredbrystet glæde over livets herlighed til en vemod, der
— 197 —
