Spring til indhold

Side:Danske digtere 1904.djvu/209

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

JEPPE AAKJÆR


(„Et og andet“) er „Da man skød Trofast“ rigtig vakkert. Flere af småversene udmerker sig ved et grotesk vid. Men der er et enkelt i denne del, som man især kommer til at erindre, både i for dets skjønhed, og fordi det gir Aakjær selv, hans digtnings gestus, mottoet for hans friske poesi:

Gå i skoven:
Er du syg i dit sind, er der brod i din sjæl,
er der ebbe og fald i dit mod,
har misundelsens giftyngel stunget din hæl
og beslimet din sti, så lig havrullet pæl
den bedragerisk svigter din fod;
sidder sorg ved dit fad,
sidder savn ved dit krus,
er der lavt til dit loft,
er der trangt i dit hus —
gå i skoven!

Er der lys over hjem, er der majsommervind,
er der vårhimles tindrende blå,
er der vuggende, sukkende drøm i dit sind,
er der længsel mod én, der har rødnet din kind,
skjønt den før kun var gusten og grå;
synes verden dig dårende,
blank som et speil
og dit liv som et hav
med vel tusinde seil:
gå i skoven! — —

I sidste afdeling: „Jydske texter“ er Aakjær helt hjemme: „Her har jeg himlene over min isse, her har jeg lyngheden under min fod.“ Disse digte veksler i stemning fra en stor bredbrystet glæde over livets herlighed til en vemod, der

— 197 —