Side:Danske digtere 1904.djvu/210

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

JEPPE AAKJÆR


gjenkalder folkevisen, fra djerv gemytlighed til stille betagethed. Den store brune hede bringer sindet lykke en duggende kveld, når sol går ned, og himmerigs fred sænker sig over lyngen. Men ikke længe efter kan sjælen gribes af hedens tungsindsgru, natterædslen, der synes at klinge igjen i agerhønens kluk og den grågule hjeils fløjten.

I disse digte synger Aakjær om hedens beboere, de bevingede, de firbenede og menneskene. Han synger om viben, der har sin rede blandt porsenes ranker, og om ræven, som lærer sin yngel at lege tagfat blandt tyttebærbanker. Han har en prægtig „Natmandsvise“ og en „Pinsevise“ for bonden, når han har sået sin byg og rettet sin brede ryg og begynder at tænke på hende, han liker bedst. Han kjender et ubeboet, faldefærdigt skur „ude på vestermark“, som egnens piger kalder „brudeslot“. Han kan fortælle om spillemanden, afdøde Jens Hurra, som ekscellerede vældig i viddets krasseste brændevin, og Per Søwren, som „går rundt fra hus til hus og klinker gamle fade og limer hank på søndret krus og holder godtfolk glade.“ Han minder de kræsne piger om Mads Tammeses Maren, som aldrig fandt nogen beiler tilpas:

„Men Maren hun kigger fræ Tammeses lowt;
nu holde’ der ålle en kjæft o æ towt;
og facit det bløw da, te Maren bløw sejn
te taf for æ præjst og te grin for æ egn.“

Men han har også en vise om „Kjesten som red sine foler tilvands“ — den melder om en hel i anden fare:

— 198 —