JOHAN SKJOLDBORG
sagt og reiser bort, lige glad og ubekymret som han er kommen. Men han efterlader et vist indtryk på Gyldholm. Husmændene glemmer ikke ganske dette, at deres tilværelse er blit dem betegnet som ikke stort bedre end et „slaveri“.
Hos Per Holt har socialistens ord slået dybest ned. Under det daglige sløvende slid ligger de der og lurer. Det begynder at bli knappere og knappere for ham, han har fire børn, og hans kredit er sunket. Hans hustru er blit gammel og overanstrengt i få år. Den større del af døgnet må både mand og kone være borte i arbeide, og så hænder den ulykke, at der opstår ild i huset, og tre hjælpeløse små indebrænder. Skildringen af forældrenes sorg og af ligfærden er af usedvanlig dramatisk kraft.
Der indtræffer her noget uventet. Da det stille tog bevæger sig fra Gyldholm, — mens det knalder lystig fra de høie herrers sneppejagt nede i Lilleskoven, — og videre ud gjennem bondelandet, hvor det ingen opmerksomhed vækker, fordi ingen kjender de indebrændte børns forældre eller herregårdsfolkene overhovedet, sker der noget, som „bringer den ganske egn til at vågne ved et ryk.“
„Mændene står stille ved deres arbeide på marken, kvinderne, hvor de snakker sammen i landsbyens stræder, stanser deres mundtøi, og alle vinduer fyldes med nysgjerrige ansigter.
Men der er også over tusinde fremmede folk. Og der er faner.
Dette store tog af byarbeidere, der vil vise kammeraten fra landet deres deltagelse, mødes med ligskaren under en ret vinkel ved Fallings gamle smedie.
— 214 —
