JOHAN SKJOLDBORG
Det er en frisk dag med blank sol over alle ting, over de mørke, luvslidte Gyldholms mænd og over de festklædte arbeidere fra kjøbstaden.“
Så hænder det, at Per Holt, den nedbrudte, ved sine børns båre henter ny kraft, da han ser udover de tusinder af mænd, der så ukaldede har vist, at de føler med ham.
Der opstår en opposition på Gyldholm. Hidtil er det kun kammerherren, der har stillet krav. Nu gir Per Holt, den nyvakte, de tanker brand, som flygtig meldte sig hos husmændene dengang de havde det korte besøg af den fremmede fra kjøbstaden. Det kommer så langt, at der går deputation til kammerherren, med anmodning om femogtyve øres dagligt lønspålæg, og at der aftales en streik. Men Gyldholms jordbund er endnu ikke moden, og da kammerherren viser sig umedgjørlig, svigter husmændene sin fører.
Per må reise. Ved bogens slutning kjører han med sit smule flyttegods ud i en ukjendt verden. Hans forgræmmede hustru sidder med en ny liden på fanget. Furerne ved Pers mundvige er blit dybe og bitre. Men den store gut, som de beholdt den gang ved branden, rider fornøiet over en skammel bagpå læsset. Det er, som om digteren vilde si, at for den kommende slegt vil det kanske bli lysere. Kanske! Eller er det kun barnesindet, som ser lyst på farten ud i den ukjendte verden?
„Gyldholm“ er fortrinlig komponeret. Hvert led er stillet på sin plads og har sin værdi. Man merker jo, hvor digterens sympati ligger. Ikke mindst i en sådan skildring som den af socialisttoget ved de indebrændte børns begravelse. Jeg erindrer ikke at ha set kammeratfølelsen, den
— 215 —
