I DANSK LITTERATUR 1870—1904
råde skuffelse og stagnation, dels under påvirkning af hele den åndelige atmosfære ude i Europa, dels under indflydelse af de særegne danske forhold: forfatningskampen, som intet resultat vilde gi, og den opløsning, selve venstrepartiet undergik, bondekonservatismen, der gjorde front mod europæerne.
Også på et andet område end det politiske merkedes reaktionen. De store videnskabelige opdagelser havde virket så sterkt på mange svagere hoveder, at de ikke gjorde sig rede for, hvor uendelig meget der endnu var og vel altid vil bli utilgjængeligt for det menneskelige øje. Mange mente, at den moderne videnskab tilsidst måtte kunne løse alle gåder. Eftersom man fik følelsen af, hvor lidet man dog vidste, hvor usikre de solideste videnskabelige hypoteser dog alligevel var, og ikke mindst, hvor den menneskelige viden stod afmægtig ligeoverfor den menneskelige nød, den sociale elendighed, — måtte der komme et tilbageslag. De svage og trætte søgte da uvilkårlig hjem til de gamle skjulesteder. Skuffede i sin tro på videnskaben, i sin tro på demokratiet, enerverede af den subtile sjælelige analyse, mætte af naturalismen, den brede udmalen af det fysiologiske, nærmer de sig til kirken. De hengir sig i religiøse stemninger, der hos de allerfleste kun er stemninger, en afveksling og hvile, tildels et raffinement, eller endog kun en artistisk maske. Den slags sindstilstande indfinder sig ofte i den grad på samme tid hos publikum og forfatterne, og det er vanskeligt at si, hvorfra påvirkningen udgår, hvad der er en naturlig åndelig proces, og hvad der er en mere udvortes mode. Den
— 17 —