I DANSK LITTERATUR 1870—1904
ning, og Gud ved, om den var så fortjenstfuld endda. Det er rigtigt, at der var flere fænomener, som Brandes havde bedømt lidt énsidig. Og ildnet af den kampstemning — der just satte ham i stand til at ildne andre — havde han under sin omtale af historiske forhold undertiden været tilbøjelig til særlig at fremdrage det, der kastede lys over dagens strid: der havde ikke altid været forskerens objektive ro i hans behandling af fortiden. Alt, hvad der var svagt, blev nu fremdraget, navnlig af en enkelt betydelig modstander, svensken Ola Hansson. Denne mand, hvis talentfulde kritiske arbeider sikkert har bidraget sterkt til at udvide de unges horisont, har — mens han med rette atter og atter betonede nødvendigheden af digterens selvfordybelse, af at søge sin egen og sit folks eiendommelighed, — samtidig gjort Brandes megen uret. Han har forsøgt at fremstille den, hvem Nordens ungdom skylder mest, som en fremmed i Norden.
Denne misstemning ligeoverfor Georg Brandes blev imidlertid kun af kortere varighed. (Ganske naturligt, fordi mesterens åndssmidighed lod ham forstå de stemninger, der gjorde sig gjældende hos nittiårenes unge, fuldt så klart og så inderlig som nogen anden. Alt hvad der rørte sig ude i Europa af nyt og merkeligt, fandt fremdeles sin tolk i ham. Han var ikke i nogen henseende stivnet i den idékreds, der bestemte karakteren af det politiske og litterære liv i Danmark i sytti- og ottiaarene. Med al sin sympati for folkenes kamp mod bornerede og tyranniske regjeringer var han ingen forstokket demokrat. Hans glødende frisind reiste sig også mod det tyranni, som det moderne flertalsvælde kan udøve. Det synes også,
— 23 —
