I DANSK LITTERATUR 1870—1904
to, der hver har sin dybt særegne art af kritisk begavelse, danner en merkelig kontrast, mens de supplerer hinanden. De hører begge til de mest interessante skikkelser i moderne dansk åndsliv og gir et udtryk for, hvilket høidemaal af kultur de sidste tredive års udvikling har frembragt i Danmark.
Vedel har sin styrke i evnen til at trække de store linjer; han kan lægge et mægtigt materiale således til rette, at det fortoner sig i karakterfulde hovedtræk, det kommer til at virke som et stort åndeligt landskab, hvor konturerne er klare og dog bløde, hvor farverne står virkningsfuldt mod hinanden, hvor luften er varm og lys. Han er fortræffelig skikket til at gi en tids kolorit. Han gjør tidsånden levende dels i kraft af sin maleriske, dels i kraft af sin psykologiske evne. Han er en fremragende kritisk digter, hvis viden og skarpsindighed, hvis omhyggelige studium stiller sikkerheden for, at det kunstneriske billede, han opruller, tillige er historisk sandt.
På samme måde som Vedel malerisk og psykologisk gjør en tid og dens ånd levende, således tegner han med stor kunst det enkelte individ. Han er en fortræffelig portrætmaler. Også her gir han de store linjer, han søger ansigtets sjæl, personlighedens grundakkord. I hans skildring af den svenske romantiks udvikling kan man iagttage både hans evne til at trække en karakterfuld historisk linje og til at tegne de enkelte personligheder, ansigternes sjælelige linjer.
Der er i Vedels kritik som sagt et sterkt poetisk element, jeg vil næsten sige et romantisk. Han er efter hele arten af sin kunst nødt til at stole paa sin kritiske intuition. Han sammenstiller,
— 29 —
