SVINGNINGER OG STEMNINGER
kombinerer, han går på opdagelsesreise. Han synes mig hyppigst at gjætte rigtig. Der er naturligvis i al historisk videnskab denne gjætning. Jo dristigere den er, jo længere slutningsrækkerne blir, jo større tidsrum der overspændes, desto mere tages kritikerens seerevne i beslag. Det er i denne mening ordet *romantisk* falder mig ind, når jeg tænker på Vedels kritiske begavelse.
Der er også noget andet, som virker med. Der går gjennem Vedels kunst en ideal trang, gjennem al hans erhvervede viden lyser der et idealt syn. Han har en iøjnefaldende interesse for de etiske værdier. Og til trods for hans store kjendtskab til menneskene, således som de har levet i forgangne århundreder, og som de lever nu, er der en vis virkelighedsfjernhed i hans karakteristik. Hans domme er vel begrundede, prægede af almenmenneskelig forståelse, af en overlegen hjernes selvstændighed, og dog savner man undertiden det sidste afgjørende lyskast over det rent menneskelige. Man kjender de personligheder, Vedel skildrer, bedre som hoveder, som hjerner, som kunstnere end som mennesker. Jeg har undertiden ligeoverfor Vedels bøger den følelse, at jeg befinder mig i et kjøbenhavnsk embedsmandshjem, af en høi, omhyggelig overleveret kultur, der er en skat af viden og dannelse og god smag, og der findes alle de bøger af værd, hvormed nutiden har skildret sit eget liv, selv de dristigste, men alligevel er dette hjem lidt bortgjemt og beskyttet, man aner ikke det liv, der kanske lige ved går i høie bølger, temmelig grumsede tildels, og den væsentlige forbindelse med udenverdenen, den mest betydningsfulde, har væ-
— 30 —
