I DANSK LITTERATUR 1870—1904
ret bøgerne. Også i denne mening er der en grundklang af romantik i Vedels forfatterskab. Vilhelm Andersens kritiske metode er en helt anden. Han er udpræget realist, en detaljernes realist, med en genial evne til at lytte ud af disse detaljer. Han griber en bemerkning, en situation, et af litteraturens eller livets dokumenter, og underkaster sit fund en analyse så indtrængende og så praktisk, så anskuelig og så skarpsindig, at han tilsidst har fravristet sit dokument en verden af hemmeligheder og git læseren de mest uventede oplysninger. Han er typen for den empiriske forsker i litteraturen, han bygger sin dom og sit verk op på de mange små iagttagelser. Hans gjætteevne går fra det små til det store. Han lader den åndelige personlighed stige frem af det kjødelige. Også hos ham blir de store linjer tydelige, men det er, som om man først lidt efter lidt får øje på dem gjennem iagttagelsernes vrimmel. Når det gjælder, kan han forresten teoretisere djervt over bøger, hvor forfatteren knapt har anet halvdelen af den tankerigdom og de æstetiske forudsætninger, Vilhelm Andersen aflytter dem. Den unge Oehlenschläger var således neppe så dybsindig indforlivet i den tyske romantike idékreds, som Vilhelm Andersens fortolkning af hans verker lader formode! Også den empiriske gjætteform har sine farer, selv for den skarpsindigste forsker. Ikke alt, som kan læses ud af en bemerkning eller en bog, fremgangsmåden være aldrig så logisk og nøktern, forekommer der tilsigtet eller med fri vilje.
Vilhelm Andersens fremstillingskunst er overordentlig livfuld og farverig. Han er en artist af høi rang, han tumler sit sprog på en fantasifuld
— 31 —
