EDVARD BRANDES
tilsidst at trædes under fod og slukkes, som man slukker en ild med et tykt teppe, — den mand er digter, og en ganske betydelig digter. Om Edvard Brandes ikke havde skabt andet end dette ene stykke, „Under loven“, denne ene kvindeskikkelse, Helene Bording, havde hans kunst havt en anselig plads inden den moderne danske litteratur. Og stykket vil tillige historisk beholde sin interesse som et sanddru og indtrængende vidnesbyrd fra en eiendommelig brydningstid.
Der er nogle forfattere, som virker sterkest ved sin koloristiske evne. Deres pen er en pensel, deres poesi er farver, de gjør milieu og mennesker så besynderlig tydelige. Og dog kan det hænde, at man får vide såre lidet om disse mennesker, og at det, man får vide, ingen berigelse er for ens viden, ens tanke eller følelse. Disse forfattere behager især dem, som tror, at digtning er malerkunst i ord.
Der er andre, som først og fremst interesserer sig for livet i menneskets indre, som søger at gjengi dets vækst, skygger og lysskiftninger, vårbrud og sommer og blegnende høst og vinteren, sneen, døden, — dette liv, som har sine egne farver, der ikke har fået navne, der hverken er rødt eller gult eller sort, men dog står i en musikalsk korrespondance med det ydre og kjødelige. Det er en såre vanskelig kunst, og den mislykkes ofte, fordi digteren ikke formår at sætte disse sjælelige klangfarver i ord, fordi denne kunst, den såkaldte psykologiske, der mere er musikalsk tænkning end maleri, så ofte kun blir en tør beretning om sjælelig årsag og virkning.
Her forekommer det mig, at Edvard Brandes,
— 50 —
