EDVARD BRANDES
En særstilling indtager sagadramaet „Asgerd“, hvor stoffet er taget fra Njåls saga, og hvor slegtskabet med „Hærmændene“ er tydeligt, uden at der kan spores nogen direkte indflydelse — tværtimod er det påfaldende, hvor meget bedre sagaens enkle, klare, upyntede stil er bevaret i Brandes’ stykke, der er udgået af en realistisk periode i litteraturen, mens Ibsens drama tilhører romantiken. Til gjengjæld er der jo en mægtigere fantasi hos Ibsen, større poetisk kraft. Brandes har holdt sig så nær som muligt til sagaen, men det er dog lykkedes ham at skabe et selvstændigt kunstverk. Opførelsen på det kgl. theater i Kjøbenhavn var meget svag. Opført i Norge, hvor stykket merkeligt nok endnu ikke er nået frem, turde det sikkert ha virket sterkere. Også i et andet verk, „Muhammed“, har Brandes forladt det moderne liv, men her skinner dette ret tydelig igjennem.
For at røre ved svaghederne ved Brandes’ skuespil: der er flere arbeider, hvor den kunstneriske energi har forladt ham, hvor klangen er | tør og træet. Det er f. eks. delvis tilfældet i de små skuespil, som er samlede i ét bind, samt et af hans sidste stykker, „Primadonna“, hvor det lidt spinkle vid ikke formår at skjule det grove teaterstillads, hvorpå handlingen er optømret.
— Som novellist er Brandes let og livfuld, han har der bedre end i sine skuespil formået at gjøre menneskenes kjød levende. Mig har den første af hans romaner interesseret mest. I „En politiker“ er de tre, den brave retlinjede arbejdsomme og ikke videre kløgtige lærer Johan Gerner, der tilfældig kommer til at spille en rigtignok såre beskeden rolle i politiken, hans elskværdige
— 55 —
