HERMAN BANG
der i videre kredse ledede opmerksomheden hen på Bang. Blandt andet fordi myndighederne begik den dumhed at beslaglægge bogen — den bedste reklame, et sådant verk kan få. I „Håbløse slægter“ tegner Herman Bangs digterfysiognomi sig ret tydelig: der er noget kvindelig svagt, noget sørgmodigt, følsomt, ja sygeligt i hans træk, og samtidig gjemmer der sig i denne sygelighed en betydelig intensitet, en usedvanlig fornemmelsernes styrke.
Sensibel og lidenskabelig, sårbar og sterktlevende — det er indtrykket af „Håbløse slægters“ forfatter. Bogens helt, det sidste syge skud af den gamle stamme, er neppe så håbløs, som forfatteren vil tro. Men skildringen af William Høgs ungdom gir en essens af den dybe misstemning, der kan falde over en ungdom, hvor den legemlige kraft ikke står i forhold til det intense liv, som bevæger sig i den unges indre, hvor de brydninger, som en bevæget tid afstedkommer i et ungt, blødt og såre modtageligt sind, er så sterke, at den sjælelige og legemlige ligevægt ganske forstyrres. William Høg har dispositionerne fra den slegt af drømmere, hvis fornemste repræsentant er Niels Lyhne, men han er endnu svagere, hans blod mattere, hans illusioner dør en tidlig strådød. Så er der visselig bestemte modsætninger, som Herman Bang allerede ved denne tid har følt sterkt: striden mellem den gamle kultur, hvori han er vokset op, hans egen slegts traditioner, og det indbrydende moderne liv. Han elsker den stille fornemhed i „det hvide hus“, men han elsker også den brutale kraft i Zolas naturalisme. Han har en svaghed for store ubeboede sale og for familieportrætterne, der
— 61 —
