HERMAN BANG
varmest gjorde opmerksom på den nye franske digtnings værdifulde egenskaber. Det er i disse år, Zola slår igjennem, og Herman Bang fremhævede energisk, hvor meget den danske kunst kunde lære af ham. Indledningen til den lille essay over Zola i „Realisme og realister“ viser smukt og ejendommelig, hvor Bang som kritisk formidler var grebet af sin opgaves betydning.
Herman Bangs kritiske arbeider er prægede af en sterk ærbødighed for kunsten, for det kunstnerisk store, og en samvittighedsfuldhed, som følger ham også der, hvor den kunst, han skildrer, er ringere end Zolas, er ufærdig, er fejlfuld. Han har i høj grad kunstnerisk pietet. Han dyrker det store, og han værner om det, som er godt i det mindre. Hans kritik er påfaldende positiv. Den opdrager ved at pege på det gode.
Den rastløse virksomhed, som den unge Bang udviklede i pressen i slutningen af sytti- og begyndelsen af ottiårene, viste klart nok hans talent, men samtidig var der noget forceret, undertiden kvindelig hysterisk over hans stil, som irriterede mange. Det springende, nervøse i hans fremstilling var forbundet med en glæde ved den kunstneriske effekt, som undertiden blev en jagt efter effekten. Han havde en ubetvingelig trang til at forstørre, understrege, gjøre iøinefaldende. Han elskede i novellen det dramatiske, han fortalte med scenen i tankerne. Skuespilleren i Bang gav ikke digteren ro. Navnlig kom dette frem i hans mindre arbejder, i de hastige føljetoner. Men også i hans fornemste verker føler man en teatralsk tilbøjelighed, han ynder den sterke belysning.
1880 kom „Håbløse slægter“, det første verk,
— 60 —
