HERMAN BANG
aich igjen og tar revanche. Også for ham er hendes følelse død, det eneste, der er blit igjen, er et kjærlighedssavn. Tilsidst tar hun af sine beilere den ældste og fornemste, en forhenværende ministerpræsident, grev Urne. Hendes liv vedblir at være tomt. „Hun var ked endog af at ønske —“
Hun ler en ung englænder, der erklærer sig, lige op i ansigtet, og hun blir forbauset, og ikke stort mere, da han hænger sig. Erotisk er hun som uddøet, og det generer hende, at hendes gamle gemal ikke er gammel nok, endnu en mand med mands krav.
Greven har været gift før. Han har en søn, en tyveårs gut, han er blit opdraget i et fransk institut, fjernt fra livet, en blød gut, der ser på alt med store forundrede øine. Denne yngling, der slutter sig til hende i naiv hengivenhed, blir farlig for hende. Lige så ubevidst og ureflekteret som hos en ung pige vågner hos den tilsyneladende forstenede kvinde hendes livs store kjærlighed. Det hænder, at deres øine mødes så længe, at deres læber uvilkårlig også mødes. Hos gutten er alt uklart, endnu efter at Ellen til sin forskrækkelse har opdaget, hvad der foregår i hende. Fremmedes blik begynder at rettes mod dem. Manden begriber også, at der er fare på færde. Så kommer Ellens lange og forfærdelige kamp med den ubetvingelige følelse.
Her har Bang nået høit. Hans skildring af den svære sjælelige og åndelige krise, Ellen gjennemgår, med den ulykkeligste udgang, er en stor kunstnerisk bedrift. Hvor hun elsker, og hvor hun lider! Hun fører et liv i feber. Tilsidst tar hendes nervøsitet overhånd. En uheldig slegtsarv gjør sit. Hun begynder at bedøve sig. Fra
— 64 —
