HERMAN BANG
alkohol går hun over til en endnu farligere gift: morfin. Eftersom hendes skjønhed taber sig, kjæmper hun fortvilet med sit eget ansigt. Lægerne kan ikke hjælpe hende. Betegnende skildres der, hvorledes hun opsøger sindsbevægelser, hvorledes hendes voldsomhed ikke mere kjender mål. Hendes morfinhunger er malet med en betagende intensitet. Så kommer endelig det øieblik, da hun taber alt, da hun ved, at Carl helt er tabt for hende.
Hvor vakkert er ikke billedet af hendes sidste møde med Carl. Hun sidder en aften og ser på de fotografier, hun har af ham:
„Hun vilde samle hans billeder sammen og tage dem ned — alle. Hun reiste sig, og hun gik ind i dagligstuen, og hun tog fotografierne ud af albumerne og vendte tilbage med sin skat.
Hun betragtede dem ved lampen — ét for ét — kyssede dem og talte til dem med ømme og kærtegnende ord.
— Nei, sagde hun, nei — du vil ikke savne mig — og du vil aldrig blive ulykkelig, min dreng, som jeg, og der vil aldrig komme den tid, da du foragter mig. Vil du altid huske mig — en gang imellem huske mig — vil du?
— Hun savnede et af billederne, det sidste, der var taget nylig. Det var rigtigt — det sad i hans eget album — oppe i hans stue.
Hun følte en ubetvingelig lyst til at hente det, til straks at eie alle billederne. Hun så på uret. Klokken var et. Han var naturligvis i seng, hun kunde gå ind i hans daglig stue uden at vække ham.
Hun bandt sit hår op, der var faldet ned, og hun tog lysestagen, som stod på kaminen. Sagte sneg hun sig ned og åbnede hans dør.
— 65 —
