HERMAN BANG
Ja — stuen var mørk.
Hun holdt lyset op og betragtede værelset længe. Hun så på hans våben, der hang på et silketeppe på væggen, og på hans yndlingsplads bagved den åbne reol. Hun tog bogen, hvori han havde læst, og hun lod den flade hånd glide sagte hen over dens blade.
Hendes billede stod på hans bord.
Hun skælvede ved at høre en støj på gangen, og hun tog albumet, portrættet sad deri. Hun tog det ud, ved siden af albumet lå en stump af en cigaret. Han havde måske glemt den der, da han gik i seng. Hun tog den og gemte den.
i Og med et følte hun en urimelig længsel efter at sé ham — en gang endnu.
Med lyset i hånden gik hun hen over teppet og lyttede ved portiéren i sovekamret. Jo, hans ånde var regelmæssig og dyb, og hun løftede portièren varsomt og trådte ind.
Han havde kastet sig på sengen helt påklædt.
Hun lagde først varsomt et teppe helt om ham. Så løftede hun lyset, skærmede med den anden hånd og betragtede ham.
Hans hoved lå på siden — hans mund smilede —
Hvor hun elskede ham!
Hendes læber bevægede sig til et par sagte ord — — Han rørte sig i søvne og åbnede læberne.
Så rev hun sig løs.
Hun gik hastigt ud, ind gjennem dagligstuen, med hånden for lyset. Hun forskrækkedes ved dørens lyd, da hun åbnede den til gangen, og hun gik ned ad korridoren.
Hun skreg ikke, da hun så Urne, der trådte
— 66 —
