HERMAN BANG
til side for hende. De standsede et sekund, og de skiltes som to skygger, der gled fra hinanden.“
— Ved bogens slutning sidder Ellen ene på sine fædres gård, synkende dybere og dybere i morfinens døs.
— — Den af Bangs senere bøger, som i sin sjælelige konflikt frembyder størst lighed med „Fædra“ er „Tine“. Også her er det en smertefuld kjærlighed og dens ubetvingelige vækst, der skildres. Rammen er vidt forskjellig, og den kvindelige hovedperson har ingen som helst lighed med Ellen Mågs fornemme skikkelse. Det er en god og sund og kjek bondejente, men også hun går til grunde i den ulige kamp med en større magt. Hun har ingen morfin at ty til, men sterk og taus vandrer hun, da hendes liv er lagt øde, en nat ud til møllegraven og slutter det hele.
I „Tine“ er Bangs evne nået til fuld modenhed. Ved sin faste sluttede form og store sprogkunst står „Tine“ ikke lidet højere end „Fædra“, hvor skildringen ikke sjelden glider ud, og hvor stilen er af ujævn værdi. Det er, når man læser „Tine“, som om alle disse billeder fra skovriderens hjem hint forfærdelige krigsår har faret forbi ens øje en gang for længe siden, og nu atter står lyslevende for ens indre blik. Hvor husker man ikke den morgen, da kampen skal begynde, det forvirrede liv i dæmringen, de mange mennesker, der jager forbi hende i angst travlhed, — og Tines. rolige skikkelse i den megen forvirring — og hendes stille hastige afsked med skovrideren. Det er mesterlig malet.
— 67 —
