HERMAN BANG
Personlig har intet verk af Bang grebet mig så dybt som „Tine“.
„Stuk“ skildrer en bestemt gründerperiode i Kjøbenhavn, en gjæringstid. Forfatteren fremhæver den stilløse og travle nybygning, der finder sted på de forskjelligste områder, det usunde og utrygge hos disse mennesker, der hverken åndelig eller materielt har fast grund under fødderne. Hans dom er udtrykt i de ord, hvormed han karakteriserer en af de typer, han har valgt sig, og hans succes. „Man var begyndt at tale om hans bygninger; og omtalen drev ham videre til nye raffinementer, han søgte hjælp hos arkitekter og dekoratører, byggede og byggede … bevarende, under det altsammen, småmandens kjærlighed til det grelle i kulørerne og uvægerligt byggende alle sine huse — disse huse med deres monumentale belgiske ovne indførte fra Sverige, de imiterede broncekaryatider på trapperne, de forgyldte gelændere og eftergjorte parketgulve — ubekvemme, indskrænkede og snevre, ubevidst bevarende arbeiderens mål, der er vant til små rum, hvor man kan række med hænderne mellem væggene, og til en tung luft.“
Det store statisteri virker i „Stuk“ ofte forstyrrende for billedet. Alle disse mennesker taler i munden på hverandre. Så har man følelsen af, at forfatterens nervøse trang til at forstørre har gjort det hele panorama for vældigt. „Vældigt“ er endog hans nyåbnede kjøbenhavnerteaters indre. Disse nerver fornemmer i det hele taget sterkere end andre. Selv et almindeligt tordenveir afstedkommer hos Bangs mennesker en elektrisk i stemning, en halv-panik, og når man med Bang kjører gjennem Kjøbenhavns gader, blir det næsten
— 68 —
