HERMAN BANG
ufremkommeligt i myldret. Hvor træffer man, andetsteds end hos Bang, mænd, der under en operettepremiere i sin levende teaterdeltagelse kniber sin nabo „gul og grøn i armen?“
Der er noget febrilsk og støjende over „Stuk“, men der er tillige en intens stemning, som ofte uvilkårlig tar en fangen.
Af Bangs øvrige verker vil jeg endelig her nævne to, fordi de hver især karakteriserer en eiendommelighed ved Bangs væsen og sympatier. Det er „Excentriske noveller“ og romanen „Ludvigsbakke“.
Han interesserer sig for mennesker, der fører sit rastløse kunstnerliv udenfor det stabile samfund, væsener uden bopæl, endsige hjem, hvileløse, levende under spændingens højtryk, med et sært udviklet nervesystem — sådanne, der repræsenterer artisttilværelsen i den yderligste form. Det er den interesse, der har fået udtryk i „Excentriske noveller“. Han har set denne tilværelse på nært hold, og der er noget i den, som er beslegtet med hans egen.
Så interesserer han sig for modsætningen, for gamle fredelige familiesæder, for borgerligheden i dens bedste skikkelse, bortgjemt og rolig. Han kjender fra de kredse, hvorfra han selv er udgået, mennesker med gammel nedarvet dannelse, de er ofte intellektuelt sterkt begrænsede, de har mangengang snurrige traditioner, men de eier dog en takt og en vis noblesse, som i vanskelige tilfælde kan virke endog overraskende. Man erindre således fru v. Eichbaum og hendes søstre i „Ludvigsbakke“, deres forhold til veninden, som bryder ud af det borgerlige selskab.
Herman Bang kjender gode mennesker og
— 69 —
