HERMAN BANG
fortæller ikke ugjerne om dem, i „Ludvigsbakke“ møder vi flere typer af dem, nogle er gode næsten til overflod, som Ida, andre er gode med et let skjær af komik, nogle gjør i virkeligheden ikke synderlig godt, de duer endog ikke til stort andet end at høste af andres imødekommenhed, men de er så elskværdige, så godmodige, at de blir næsten „gode“ de også, som f. eks. Karl v. Eichbaum. Herman Bang ser og forstår menneskene gjennem sit eget varme hjertelag.
Herman Bangs kunst er impressionistisk således, at den i farver og melodier forsøger at afspejle gjenstandene, gjengi det indtryk, de har gjort på hans øie og øre. Og han opnår ofte at fremkalde et overordentlig melodiøst og farvemættet billede. De fremmede soldaters liv på Thorsholm, de lange ensformige sommerdage, og de sælsomt vakre aftener, da man leirer sig om bålet, — har han gjengit i en række malerier, der er lige livagtige som de er poetiske. Vi har i vor litteratur en digter, som er udpræget impressionist. Det er Jonas Lie. Der er iøinefaldende lighedspunkter. Lige til Lies forkortede sætninger gjenfinder man dem hos Bang: en opvarter „smiler, illustrerende tilstanden,“ „frøken Frederikke, der var stilebog og blæk i ansigtet —“. Men der er dog noget relativt jevnt, episk i den måde, hvorpå indtrykkene, de små malerier, hos Lie afløser hinanden. Herman Bang springer nervøst fra billede til billede. De jager forbi hans og læserens øie. Der er i al hans kunst en stor uro. Hans naturlige tempo er staccato. Han arrangerer et samspil af instrumenter, hvor det ene motiv griber bråt ind i det andet; i en samtale klinger
— 70 —
