HERMAN BANG
snart den, snart den stemme med fra hver sin kant af værelset, og om forskjellige emner.
Malerisk set er der undertiden noget opstillet i den måde, hvorpå han grupperer gjenstandene i sit billede. Når man skal gi et indtryk af en situation — soldaterne f. eks., der synger en augustnat omkring bålet — så gjælder det selvfølgelig at understrege det karakterfulde, det væsentlige, og det får man ofte frem ved at pege på de modsætninger, som betinger billedets kunstneriske styrke. Men når man merker, at digteren har villet fremtvinge en modsætning, eller i hvert fald fremhæve den skarpere, end den har været i virkeligheden, når han for virkningens skyld har tilvredet sit sujet, — så kan dette kunstgreb forfejle sit mål. Det er det, som af og til hænder Herman Bang. Man kan komme til at si: Nå, det var da en knaldbonbon!
Det er den sceniske kunstner i Herman Bang, som her af og til leder ham for vidt. Man merker formeget hans glæde ved det vellykkede scene-arrangement. Med dette forbehold vil jeg si, at Herman Bangs malende fortællerkunst har særdeles høj rang. Intetsteds føler man vel dette sterkere end i en bog som „Tine“.
Bangs kunst har en sterk lyrisk grundtone. Den dirrer af medfølelse med de mennesker, han skildrer. Der er ægte bevægelse i forfatterens stemme, når han skildrer Tine ved skovriderens dødsleje; de forfærdelige øiblikke, hun gjennemgår, da han, som hun har elsket og git alt, nu da han dør, ikke engang ser hende — han bare husker sin kone og sin lille gut. Det hænder, at en forfatters egen henrevethed kan gjøre læseren kold. Det er ikke hændt Herman Bang i „Tine“.
— 71 —
