HERMAN BANG
Dertil er skildringen af altfor dyb kunstnerisk sandhed.
Der er hos Herman Bang en stor bevægelighed i stemningslivet, en rigdom af impulser. Det, som gjør ham betydelig, er mere hans følelse end hans tanke, han er betydelig i kraft af sin kvindelige modtagelighed. Så dygtig han er som kritiker, har dette også sin forklaring i hans intense evne til at opfange. Han er — for at belyse hans talent gjennem kontrasten — den rake modsætning til Edvard Brandes, hvis kunst er betinget af en overordentlig fint indrettet hjerne. Begge er lydhøre, men gjennem forskjellige organer.
Et udmerket billede af sig selv gir Herman Bang indirekte i skildringen af sin første mislykkede optræden som instruktør. Det smukke portræt, han der tegner af den gamle teatermand Høedt, fortæller mindst lige meget om Herman Bang selv. Det fortæller først om hans elskværdighed, der er ensbetydende med hans evne til at se og anerkjende alt, hvad der er værdifuldt. Dernæst fortæller det om hans varme følelse for kunsten, hans pietet, — den arbeidsmåde, han beundrer hos Høedt, er senere blit Bangs egen: just denne lidenskab og denne samvittighedsfuldhed udmerker ham selv, når han instruerer. Og over hele skildringen ligger der et strejf af lyst lune, der ikke så sjelden overrasker en hos denne smertelig nervøse og sensible digter.
— I stilistisk henseende, som kunstner, ser jeg i Herman Bang den mest udprægede repræsentant for impressionismen i den danske skjønlitteratur — som menneskeskildrer er han udgået fra realismen, der vurderer den fysiske organisa-
— 72 —
