HERMAN BANG
tions betydning. Men hvad han studerer og gjengir, er fortrinsvis nervelivet. Det hænger sammen med, at de mennesker, han kjender og skildrer bedst, er kvinder eller mænd af en noget kvindelig type.
Hvis man sammenligner Bang med ældre og yngre samtidige, kunde man si, at hans stil står Drachmanns fyldige rythme og Edvard Brandes’ klare følgerigtighed lige fjernt, den har vel taget visse farveindtryk med fra J. P. Jacobsen, men den er i sin nervøse brudte takt helt hans egen. Den yngre danske litteratur har heller ikke direkte tilknytningspunkter til Bangs fremstillingskunst. Karl Larsen gir hvert individ dets særlige stemmeklang. Gustav Wied søger den enkelte komiske replik, det sjælelige streiflys, den kaster, eller dens dramatiske virkning. Johs. Jørgensen behandler som geistlig dekorationsmaler naturskildringer og stemninger. Johs. V. Jensen fører sin kraftige pensel episk berettende fra det ene skinnende billede til det andet. Herman Bang sætter i sin ordkunst musik til sine nerveindtryk.
— 73 —
