PETER NANSEN
Erik, hjem. Han er rigtig god, men han er klodset. Og han har ikke fremfærd til at nå en afgjørelse. Han kredser forelsket om Julie og plager hende ved sin ubehændighed.
Men Erik er en ven af selve scheiken, skuespilleren Alfred Mørch. Han foreslår Julie at forestille Mørch for hende, men det vil hun ikke. Det er morsomt og karakteristisk, at den unge pige da indigneret gir tilbedste endel sladderhistorier, hun har hørt om denne mand, der allerede har sat hendes fantasi i den livligste bevægelse. Men i en forunderlig ophidset stemning, et øiebliks indskydelse, som dog er noget mere, skriver hun til Mørch og beder ham om et stevnemøde. Han kommer. Dette møde er fortryllende. Hvor hun er barnslig og dog kvindelig forlegen i sin naivetet. Hun afviser ham, hun gjør nar af ham, hun foregir et dumt væddemål, men hun lar sig dog overtale til muligvis at ville møde ham igjen.
Fra nu af udvikler forholder sig raskt. Til Erik, der beundrer Mørch og ofte taler om ham, svarer hun strengt. Men i stilhed kan hun ikke lade være at beskjæftige sig med den mørkøiede scheik. Hun anskaffer sig en veninde, ubetydelig og ikke smuk, typen på de brugbare veninder, som dog tilsidst blir brysomme nok. Så begynder stevnemøderne for alvor. Fortræffelig har Nansen skildret skuffelsen den første aften, de er sammen, den unge kvinde, der kommer i angstfuld længsel efter eventyret, og den lidt ældre, forfarne herre, der optræder høflig, veltilfreds og smilende — så det sidste indtryk blir dette: er han så honnet, så overbærende mod mig stakkars lille pige? — eller er han blot en smule dum. Imidlertid forstår hun af en ny kuriøs indbydelse, som bringes
— 79 —
