PETER NANSEN
hende gjennem Erik, og af småting, som Mørch har sagt, at hun alligevel har gjort indtryk på den „træfigur“.
Det følgende møde er malet med stor omhu, rigtig nydelig. Nu er eventyret kommet, og hvor hun er strålende, Julie! Alle forelskelsens tegn er i det følgende skildret con amore: den evige uro, den hastige vekslen mellem had og længsel. Hun vokser under dette, hun blir en anden, ja det forekommer hende selv, at hun skifter ansigt: „han digter mig smuk og så blir jeg smuk.“
„Mit sind er som en forårshimmel: snart jublende dansende solskin, snart skytungt, knugende sig sammen i mørk kold angst.“
Hun fører en dobbelt tilværelse i denne tid, én hjemme i det grå hverdagshjem, hvor alt blir endnu gråere, efterat hun har git Erik en kurv, — én eventyrtilværelse hos ham. Hun kjæmper med alle mulige små løgne for sin lykke.
Imidlertid viser der sig snart en, snart en anden sky på himmelen. Hun blir jaloux, og vistnok ikke uden grund. Hun har en ond forudfølelse af, hvad der vil komme. Hendes frygt og ængstelse afbrydes af store solskins-øieblikke, hvor hendes lykke er heftigere, lidenskabeligere, større, just fordi angsten er gået forud. Så blir Mørch syg. Vi følger hendes sindsbevægelser under denne sygdom. Hvor vakker er ikke den scene hos hendes bedstemor, da den gamle taler mildt og godt med hende. Vi er vidne til hendes skuffelse, da de første gang mødes. Og så de lykkelige dage efterpå, da hun er blit modigere, har sin daglige gang i hans hus, da hun føler det ganske som om de var mand og kone. Endelig
— 80 —
