PETER NANSEN
idyllen i skoven, deres landtur, hvor deres lykke når sit højdepunkt.
Men så kommer tilbageslaget, under hans fravær fra byen, hvor hun pines ved tanken på de kvinder, han er sammen med, hvor hun lider ved ikke at kunne være ham nær, hvor hun gjennemgår de krydsende stemninger af håb og mistvil og venten.
En dag er det forbi. Ugjenkaldelig. Han sier hende varsomt, men dog bestemt, at hans følelse er forbrugt, færdig. Med megen intensitet er det skildret, hvorledes bruddet virker på hende, hendes feberfantasier, hendes fortvilelse, og så matheden efterpå — alt dette, hvori dog én tanke stedse skinner igjennem: jeg må se ham endnu engang. Hun tilstår, at hun er istand til enhver ydmygelse. Men alt det kraftige og stolte i hende samler sig tilsidst, og hun sender ham et ridderligt brev, hvori hun gir endeligt afkald.
Der blir tilbage en tung, ensom høstfølelse: hun fryser. I denne sindstilstand er hun modtagelig for den trøst, Erik byder hende. Smukt og hensynsfuldt, lidt klodset kanske lader han hende forstå, at han har fattet alt. Han ved, at hun har elsket, men at hun ikke kunde andet.
Julies eventyr slutter naturlig og sandt. Hun blir Eriks borgerlige hustru. Men forinden har hun beskikket sit hus. „Jeg har iaften taget afsked med alle mine små erindringer om ham. Jeg har brændt hans breve, for sidste gang har mine tårer i vædet dem. Jeg har også brændt hans billeder, værst var det at slippe det, hvor han var en lille dreng. Nu er det altsammen borte.”
Af „Julies dagbog“ vil man kunne danne sig et rigtigt og fyldigt begreb om, hvad der er Peter Nansens særegenhed og hans styrke som kunstner.
— 81 —
