PETER NANSEN
hans personlighed, og at hans gjengivelse af livet virker tilforladelig, d. v. s., at vi forstår og tror på de mennesker, vi møder i hans bøger. Dette er naturligvis atter afhængigt af læserens egen begrænsning. Mig forekommer det, at det liv, der leves i „Julies dagbog“, virker umiskjendelig ægte. Så behagelig og smilende formen kan være, gjemmer der sig en dyb alvor i skildringen. Der falder et stort lys ind i Julies sjæl. Sådan er hun, denne unge kjøbenhavnerinde, i de år, hun fra nysgjerrig ungpige i sorg og glæde vokser til moden kvinde. Julies portræt er bogens virkelige bedrift, det er måske også Nansens største bedrift. Lad så være, at bogens øvrige skikkelser interesserer en mindre og er mindre fyldestgjørende bestemte, både skuespilleren og arkitekten har dog sin hovedsagelige betydning ved den rolle, de spiller i Julies følelsesliv. Og her ved vi alt, hvad vi ønsker at vide.
— Nansens forfatterskab før „Julies dagbog“ lader vistnok ingen tvil om hans formelle evne, men intetsteds trænger digteren tilnærmelsesvis så dybt ind. Det er først med „Julies dagbog“, at Nansens talent kommer til fuld udfoldelse.
De dramatiske situationer, „Kammerater“ og „En bryllupsaften“ udmerker sig ved en frisk og naturlig dialog. Den er aldrig søgt, aldrig sterkere farvelagt, end dagligtalen pleier at være det, og den er aldrig udglattet, banal. Den bevæger sig i små muntre vendinger, der falder de talende ganske ligetil i munden, og samtidig fortæller ikke så lidet om, hvem de er. Mest bagatelartet er „En bryllupsaften“. Den største tiltrækning ved de to små stykker er deres vid, ganske så let,
— 83 —
