Aquareller fra den store Kunstner Ernst Josephson's Hånd, alle udførte efter at han kun 36 År gammel, miskjendt og kæmpende, var brudt sammen i Sindssygdom. En Del af dem finder De afbildede i Gadelii Afhandling og i Wåhlin's store Værk om Josephson; mange af dem bærer — efter Karl Nordstrøm's Sigende — Vidnesbyrd, om, at Sygdommen lod Josephsons glimrende Farvesands uberørt; ligeledes beundrer han »det storartede Liniespil og den fine og kraftige Rhythmik i Tegningen«, Forhold der henrev Josephsons Ven og Beundrer Rich. Bergh til den bekjendte Yttring: »När Joseph blev galen, då blev han først riktigt klok«; men hans Sands for Proportioner havde fået et Knæk, og man finder på mange af hans Tegninger vanskabte Legemsformer. Slige Udslag af den Sindssygdomsform (Schizophreni), af hvilken Josephson led, må selvfølgelig ikke forvexles med de Vrængebilleder som Expressionismens Mestre med velberåd Hu tegner og maler; selv om man nok så meget må give Gadelius Ret i, at »Expressionismen står i et nært Forhold til Schizophrenien« og »bunder i noget, som står den pathologiske Opløsning uendeligt nær«.
Idet jeg efter denne begrændsende Indledning går over til at omtale Dysmorphismen som Kunstretning, skal jeg søge at karakterisere den dels gjennem Lysbilleder, dels gjennem Henvisning til nogle af Efterårsudstillingens Malerier, som vistnok vil være Størstedelen af mine Tilhørere bekjendte. Jeg nævner således: N. 125 Mogens Lorentzens »Jonglør«, hvis Hænder er lige så uforholdsmæssigt små, som Fødderne på Svend Johansens »Pokerspillere« (N. 107); som Exempel på en ganske forvirrende Organforstörrelse kan fremhæves Øjet på samme Malers N. 106; det strækker sig bogstaveligt fra ydre Øre til Næseryg! — Ganske vanskabte er også Lårene på en Figur i Jais Nielsen's Maleri N. 160, hvor nogle stramtsiddende grønne Ridebuxer på flere Steder hvælves frem som af fedtsvulst-
