eller ubevidst har Kunstnerne handlet efter den Rodin'ske Formel, (som jeg citerer efter Emil Hannover's Bog om det 19. Aarhundredes Kunst) »déformation du vrai en vue d'un renforcement de l'expression«, [Misdannelse af de sande Forhold i den Hensigt at forstærke Udtrykket]. Men alt afhænger her af den kunstneriske Sands og Takt, med hvilken dette Princip gjennemføres; Grænsen mellem Sundhed og Sygdom er her som så ofte flydende. En Betragtning som denne: »Hendes højre Øje, interesserer mig ikke, og den venstre Halvdel af hendes Mund forekommer mig uvæsentlig; jeg udelader derfor ganske disse Enkeltheder på Billedet«, synes mig snarere at pege i Retning af Forrykthed end i Retning af et begejstrende Program for en ny Renaissance indenfor Kunsten.
Bortset fra dette ene Punkt vil man forgjæves søge Hjælp til Forståelse af Dysmorphismen hos Skolens Mænd. De går altid uden om Kærnepunktet. Først og fremmest svares der ufravigeligen af Retningens store og små Profeter: Vi er ikke Fotografer! Vi vil ikke give Afbildninger, men Billeder! Vi efterligner ikke Naturen; — det gør en Kodak bedre. Vi foragter tvertimod al Efterligning og Gjengivelse; vi hæver Kunsten fra imitatio (Efterligning) til conceptio (Undfangelse, Opfattelse) og fra denne endog helt op til creatio (Skabelse, Frembringelse af Intet). Det er selve Apollinaires Æsthetik.
For det andet svares der: I klager over Fortegnethed, over Fejltegning. Gjør ikke alle store ikke-kubistiske Mestre af og til det samme? Se til Raphael og Michel Angelo, til Greco og Goya; og er Cézanne vel bedre?
Begge disse Svar oplyser jo absolut intet om det foreliggende Spørgsmål; Det første går nemlig ud fra den Vrangforestilling, at en Maler kun har Valget imellem enten at fremstille f. Ex. det menneskelige
