Legeme i fuldkomment forvrænget og vanskabt Form eller at gjengive det med samme pinlige »fotografiske« Nøjagtighed som den, der vilde kræves af en Illustration til et videnskabeligt anthropologisk Værk. På Billedhuggerkunstens Område vilde Kunstneren derimod have Valget mellem en slet og ret Afstøbervirksomhed og en Fremstilling af rene Misdannelser som de af »Nutidens største Billedhugger« Archipenko modellerede, på hvilke hvert eneste Lem er grundigt forvrænget og forvansket, når det ikke ligefrem er hugget af og således ved vilkårlig Torso-Dannelse unddraget kunstnerisk Mishandling. Dette er imidlertid ikkeblot urigtigt; men enhver, selv den mest uvidende Dysmorphist véd, at det er urigtigt, — véd, at Mester efter Mester på alle Tider og Steder har malet og modelleret ganske ufotografisk, frit og kunstnerisk, uden derfor at forvrænge Legemsformerne på moderne Vis. Lad være, at den unge dysmorphistiske Skole finder, at Mænd som Phidias og Praxiteles i Oldtiden, Thorvaldsen og Canova i Nutiden gjengiver det sunde og nøgne Menneskelegeme på en så naturtro Måde, at de nærmest må sés under Synspunktet af kunstnerisk anlagte Gipsere, der drev en Slags »moulage sur nature« ligesom Billedhuggeren på Dantans berømte Lærred. Lad så være! Det udelukker imidlertid ikke, at der mellem denne rene Afstøbningsretning og Dysmorphismen er mange Veje at gå; Man tænke på Typer som Donatello, Michel Angelo og Rodin; ingen af dem kan sigtes for at have drevet deres Kunst, som var de Fotografer eller Gipsere. Alle tre har endda gjort kraftig Brug af den licentia artistica, der er de store Mestres Forret; den førstes Marzocco, den andens Moses, den tredjes Balzac er ufotografiske nok! Men alle deres Menneskeskikkelser har, som man siger, Næsen mellem begge Øjne, og ingen af de tre har nogensinde fremstillet et Menneske, hvis Næsehøjde, målt fra
