En theologisk Forklaring giver Maurice Barrés i sin Bog om Greco: »De katholske Dogmer«. skriver han »er Spaniens stadige Tanke«, og for ham bliver Greco's Værker som en Lovsang i Farver til Romerkirkens Dogmatik: »Disse Legemer, der ligesom forlænger sig op imod Himlen, — det er Sjælene, der renses og omformes. På den besejrede Selviskheds Ruiner nåer de op til Aandens Riger. Begjærlig efter Uendeligheden iler Sjælen, frigjort og udløst, op til sin. Gud«. Det er den troende Katholiks poetiske Tydning. Den er sikkert lige så urigtig som de to andre; thi hvis man tager nogle Greco'ske Malerier for sig, på hvilke Hovedernes Lidenhed er særligt fremtrædende, f. Ex. Mariæ Trolovelse eller den hellige Bernhardinus, så er der hverken i Billedernes Anlæg eller i Figurernes Udtryk og Stillinger noget, der minder om den himmelvendte Extase, som Barrés' Tydning forudsætter.
En fjerde Anskuelse går ud på, at her simpelthen foreligger en såkaldet Mode-Overdrivelse, en stærkere Chargering af det på Greco's Tid almindeligt antagne langstrakte Ideal (Parmigianino, Tintoretto etc); der, efter hvad der fremkom under den ovenfor citerede Forhandling om Greco's Astigmatisme, skal være fremme også i den nyeste Kunst. Schwalbach i München nævntes som en Maler med Tilbøjelighed til at overhøjne (überhöhen) det menneskelige Legeme; jeg kjender hverken hans Navn eller hans Kunst, men jeg mindes fra »Werkbund«s Udstilling ifjor her i Byen nogle Plaketter af Otto Gothe, hvor denne Overhøjning var stærkt udtalt; også hos Archipenko findes det samme; men her spiller det ingen Rolle; — Mikrokephalien drukner i den Masse af Misdannelser, som hver Statuette af Archipenko frembyder.
Det synes mig, at denne fjerde Tydning: Overdrivelse af et Tids-Ideal, er den naturligste; men jeg må ærligt tilstå, at jeg savner kunsthistoriske Forudsæt-
