ninger til at udtale mig med Bestemthed herom. Hvorledes det nu end forholder sig, så meget er vist: Det er plat umuligt at tage Greco — denne »initiator of truth and realisme in art, a precursor and inspirer of Velasquez« — som Williamson kalder ham — til Indtægt for den Kunstskole, der var den herskende på Efteraarsudstillingen ifjor.
Jeg har dvælet lidt udførligere ved denne Greco-Polemik nærmest af Hensyn til de 14 Kunstnere og Kunsthistorikere, der i Begyndelsen af November 1918 udsendte en ejendommelig Hæderlighedsattest for alle Deltagerne i Efteraarsudstillingen. Jeg vilde gjerne have Lov til — ikke at belære, thi det behøves sikkert ikke — men til at minde de fjorten sagkyndige om, at når en stor Kunstner som el Greco på nogle af de mer end halvandet hundrede Billeder, han har efterladt os, maler Hovederne for små in Forhold til Legemslængden, så styrter man til fra de forskjelligste Sider for at søge dette mærkelige Forhold forklaret; det kan da ikke undre, at det brede Lag, den store Hob, »Publikum«, »Borgerskabet« eller hvad man nu vil kalde os, at vi forbausede og forfærdede ønsker Vejledning til Forståelse af den Kjendsgjerning, at et helt Slægtled af Kunstnere pludseligt fylder Lærrederne med sådanne Vrængebilleder af Menneskelegemet, at man på et teratologisk Musæum næppe kan finde deres Mage i Fremmedartethed og Hæslighed. Men de fjorten indskrænker sig til at udstede Attesten og om selve Hovedproblemet — Dysmorphismen — tier de som Kartäusermunke! — i Stedet for at vejlede, belære, forklare. Eller har de maaske selv ondt ved at forstå det Sprog, som den nye Kunst taler, forstå det, således at de kan indvie almindelige Dødelige i dets Mysterier?
Det, vi ønsker, er ikke lange æsthetiske Udviklinger; vi kjender jo Expressionisternes Program og Slagord
