ner« har skabt »den nervøse Uro, som udmærker det moderne Menneske«. Vi lever ikke længer »i den gode gamle Tid, da Dagene var lange«, og »Kunstneren havde Tid til at fordybe sig i Detaljer«. Medens »det blændende, blåhvide Lys fra Varieté'ens og Cirkus'ens Strålekastere udsletter Former og gjør Slagskyggerne gule«, »er Antydningen blevet moderne Stil«. Således skildrer Grünewald den sociale og tekniske Jordbund,
af hvilken Expressionismen naturligt voxede frem Men — mærkeligt nok! — fremhæver han samtidigt, at »Expressionismen har gamle Ahner«, og dem finder han i de berømte Klippehuler, hvor Stenalderfolket holdt til i Sydfrankrig og Nordspanien, De Dyrebilleder; som Dordognes og Altamiras Troglodyter ridsede ind i Klippevæggene, — de skal efter Grünewalds Mening være tegnede af Expressionister. Denne Påstand er fuldkommen vild! Vi står her tvertimod ligeoverfor naturalistisk Kunst af det reneste Vand! Med Rette betegner Hoernes i sin »Urgeschichte der bilden den Kunst in Europa« i denne Gruppe Dyrebilleder som »die
