skeligt er og bliver det således at tyde dens Aarsagsforhold, dens Ætiologi, — en Vej ad hvilken man måske vilde kunne nå til en bedre Forståelse af dens Ejendommeligheder. For nogle af de gamle religiøse Ophidselsespsykosers Vedkommende er det let nok at forklare sig deres Optræden. En tysk Historiker Røhricht tegner således i få Linier de Tilstande, der dannede Baggrunden for Børnekorstogene: Man fyldte den Gang Børnenes Øren med Fortællinger om Kampene mod Saracener, Preussere og Vender; på alle Torve, ved alle Broer og Korsveje prækedes den hellige Gravs Befrielse; Fader og Broder var draget ud til Østen, grædende sad Moder og Søster i deres Hytte og fortalte om de Farer, der truede, og de Undere, der oplevedes af Korsfarerne; undertiden vendte disse hjem med Eventyr og Reliquier, — ofte blev de borte; — døde? fangne? Hvem der kunde befri dem! — Intet Under, at de sårbare, let påvirkelige Barnesjæle under disse Forhold hidsedes til den halsløse Bedrift. — Og Flagellanttogene omkring Midten af det 14de Aarhundrede! Ja, den, der har læst om de gamle Pestepidemier og set Michele Zummos mesterlige Voxbilleder af Florentinerpestens Rædsler, han forstår, at »den sorte Død« havde Flagellanterne i sit Følge.
Kan nu Expressionismen på lignende Måde forklares ud fra de sociale Forhold, under hvilke den er kommet frem? I sin allerede tidligere nævnte Bog »den nya renässansen inom konsten« søger Isaac Grünewald at vise, at Expressionismen taler just det Sprog, som Nutiden kræver. De gamle Mestres Sprog, siger han, er ikke Nutidskunstnerens; »det forslog ikke til at udtrykke det nye i vor Tid«; »Det brusende Liv i Storstaden, Natkaféerne, la maxisen, Tango'en og de underjordiske Sporvogne, Automobilerne og de elektriske Lysskilte, alt dette sang en ny Sang på en ny Melodi«. »Det 20. Aarhundrede med Exprestog og Flyvemaski-
