Kunstneren driver Gæk med Publikum; navnlig når man erindrer, at Expressionisten ved enhver Lejlighed medynksomt smiler ad de stakkels gammeldags Mennesker, der følger så lidt med Tiden, at- de endnu is Aaret 1919 kan falde på at spørge om, hvad et Maleri »forestiller«.
Men måske drejer det sig her kunne om en Farvevision, som har indfundet sig hos Kunstneren kort efter, at han havde frydet sit Øje ved Synet af en Danserinde paa en Amerikarejse, og han har da — rimeligvis ganske uden i Berettigelse! — sat de to Begivenheder i Forbindelse med hinanden.
Denne Slags Unoder — eller hvad man nu vil kalde det — fra Skolens Side bør imidlertid ikke lægges selve de farvesymphoniske Bestræbelser til Last; jeg har kun korteligt måttet berøre disse for at fremhæve deres begrebsmæssige absolute Uafhængighed af de dysmorphistiske Tendentser, med hvilke de for Tiden har sluttet en meningsløs Alliance, og af hvilke de påvirkes på en højst uheldig Maade med Hensyn til såvel Opgavevalg som Udførelse.
Jeg talte før om de mange expressionistiske Gåder,
der kunde løses ud fra det Synspunkt, at
Dysmorphismen er et pathologisk Fænomen. Men alle de Gåder der
er knyttede til den nye Kunstretning, løses jo ikke. Van-
