og karakterisere Stemninger og Begreber. Der er af Expressionisterne udført et mægtigt Arbejde med dette Formål for Øje. Man kan stille sig mer eller mindre sympathisk ligeoverfor disse Bestræbelser, mer eller mindre beundrende overfor de Resultater, som ad denne Vej er nået, mer eller mindre skeptisk overfor Muligheden af at løse så vanskelige Opgaver, som dem, Expressionisterne her har sat sig — med Dysmorphismen behøver Stemnings- og Begrebsmaleriet ikke at have noget at skaffe.
Der er imidlertid en Gruppe farvesymphoniske Arbejder, der på en meget uheldig Måde minder Tilskueren om, at Dysmorphismen og Farvesymphoniken for Tiden er nært forbundne; det er, hvad man kunde kalde »de expressionistiske Fixérbilleder«. Expressionisterne nøjes nemlig ofte ikke med simpelthen at give Billedet et Nummer eller med at give det et vejledende Navn, der peger på det Begreb eller den Stemning, som de stræber at give Udtryk gjennem Farver, eller den Begivenhed, der har fremkaldt Stemningen; men de maler undertiden virkelige Fixérbilleder, i hvilke næppe nok den övede kan finde Katten. Selv efter at Herwarth Walden med højstegen Hånd havde udpeget for mig, hvad der på Picasso's »Violinspillerske« skulde betyde Næse, Hals og Fingre, havde jeg ondt ved at fastholde og gjenfinde det, og undertiden er det plat umuligt at opdage en Sammenhæng mellem nogetsomhelst Element i Kunstværket og dettes Titel. Som et Exempel fremfor alle nævner jeg her Picabia's Oliemaleri »Berømt Danserinde på en transatlantisk Damper.« Man kan uden Overdrivelse sige, at der på dette Billed intet findes, der minder om Berømthed, Dans, Atlanterhav eller Dampskib; man kunde med samme Ret betitle det f. Ex. »Frokostscene i Dyrehaven« eller »den ubesmittede Undfangelse«. Her har man ondt ved at værge sig imod den Tanke, at
