ger med sig — i den Henseende indretter jo hvert Slægtled, sig efter sit Livssyn og sin Stræben. Man må dog håbe, at »den gamle Malerkunst« (l'ancienne peinture), der under så mange Former har hævdet sig i Tidsrummet fra Stenalderen til 1908, ikke helt vil fortrænges af »den rene«; det er i så Henseende en Beroligelse, at Appollinaire udtrykkeligt skriver: »Den rene Malerkunst bevirker ikke med Nødvendighed den gamle Malerkunsts Tilintetgjørelse« — »så lidt som Tobakken's Skarphed har afløst Næringsmidlernes Velsmag« (pas plus que l'âcrete du tabao n'a remplacé la saveur des aliments).
Når en Gang den dysmorphistiske Farsot har udraset og ikke kræver flere Ofre, vil Farvesymphonien måske vise sig at være Expressionismens blivende Indsats i Kunsten. Det må imidlertid erindres, at selve den Øjenmusik, som den nye Skole siger, at den tilstræber, ikke er noget nyt, men tvertimod er gammelkjendt på mange Områder. Hvert skjønt persisk Tæppe, hver festlig Kvindedragt er jo en Farvesymphoni for ikke at tale om Thorvald Bindesbølls Brevkortserie, en Samling farvesymfoniske Småarbejder, der vel er flere Aartier gamle, men ingenlunde gammeldags — tvertimod er de så anti-akademistiske og u-naturalistiske, at hverken Boccioni eller Severini behøvede at skamme sig over dem. Kun 25 Øre koster de Stykket! — en beskeden Pris for Malerier i vore Tider; men de har ofte en Farveklang og en Skjønhed, der løfter dem højt op over mange af de middelmådige koloristiske Sammensurier, med hvilke Expressionisterne fylder deres agitatoriske Bøger og Tidsskrifter.
Det nye, som Expressionisterne har bragt på Øjenmusikkens Område, er, synes mig, af dobbelt Art; det er dels Arbejdet for Farvesymphonien som Rammemaleri; dels og væsentligst Bestræbelserne for ad farvesymphonisk Vej gjennem »den rene Malerkunst« at udtrykke
