89
Muren og han førte sine Øjne fra Smuglernes Huse frem over Vejen og hen over Byen og Kirken og „Slottet“ — op imod Møllen.
— Hvad er det? sagde Joán og havde drejet sit Hoved, mens Faderen bøjede sig frem, ud over Muren:
— Stille, raabte han.
— Stille — er her da aldrig Fred,
medens skingrende Stemmer blev ved at raabe:
— Paa ham, paa ham, det serbiske Svin — og en Flok af de rumæniske Karle stormede frem over Vejen, bag efter Ignáz, efter ham, alle.
— Stille, raabte Faderen igen, og Karlene løftede deres Hoveder og dukkede dem igen, som havde de faaet et Nakkedrag og tav og sneg sig videre, en efter en, forbi Muren, hvor Faderen stod.
— Fa’r, sagde Joán: Ignáz var blodig i Ansigtet.
— Ja, svarede Faderen og knyttede sin Haand: her kradser vi Øjnene ud paa hinanden, til vi alle bli’r blinde.
Han vendte sig om:
