97
mer ventede endnu i deres hvide Kæmpebaljer paa at blive indlemmede i Foraarets Jord.
Kun en enkelt Gartner gik endnu, maalende, rundt om en Palmegruppe — saa nærmere og saa fjærnere, dømmende om Træernes Lys og deres Skygge. Han hilste Joán. Joán var kommen til at elske alle Træer. De stod saa stille. De modtog Sol og modtog Slud og var stille. Joán talte med deres Gartnere og kendte dem alle.
— Hvor her er smukt, sagde Joán.
— Ja, sagde den unge Mand: her er kønt. Men Parkerne er dog meget dejligere i London. Ja, En skulde være blevet i England. Dér tjente jeg det dobbelte om Ugen …
— Hvorfor blev De saa ikke i England?
Den unge Gartner stod et Øjeblik:
— Jeg véd ikke, hvordan det er, sagde han og paa én Gang smilede han op i den lyse Luft: Men en Franskmand trives dog kun i Frankrig.
De tav et Nu. Saa sagde Joán:
— Nu skal de Palmer i Jorden.
— Det skal de. De er osse kønne, og
Herman Bang.
7
