106
denne anden frysende Haand, bøjede Joán sig et Øjeblik ind mod Asiatens Skulder.
— Jeg takker dig, sagde Chira og fæstede de dunkle Øjne paa ham.
Joán gik ned ad Trapperne til Klassen. I Vestibulen stod en ung Dame. Det var hende, som havde besøgt Josef Aponyi. Hun vendte sig om imod Joán og sagde paa Fransk:
— Nu begynder vel Timerne?
Og Joán, der hørte paa Udtalen, at hun var Magyar, svarede paa Ungarsk:
— Ja, Frue, nu begynder Timerne.
Den unge Dame smilede:
— De er Ungarer? sagde hun.
— Ja, Frue.
Hastigt sagde hun og gjorde et Par Skridt:
— Fra hvilken Egn i Ungarn?
Joán svarede og Ordene snublede lidt:
— Fra den sydlige Del af Ungarn.
Josef Aponyi, der havde hentet Kusinens Vogn, kom frem i Døren og Joán bukkede, til Afsked.
— Farvel, Frue.
Han gik nogle Skridt, kun fem eller seks, og hørte Josef Aponyi sige højt:
