110
han vidste, hvorfor hans Tanker blev ved Josef Aponyi, lagde han til:
— Aponyi er en Blære.
For tredje Gang hørte Joán Aponyis Navn og fornam det som en Naal under sine Negle. Han vidste ikke, at det bestandig var den samme Sang, han spillede, men vildere, med brattere Greb, som vilde Melodien sprænge sin egen Bred — under et Pres af Smerte eller et Jag af Trods.
Holstein løftede sine Øjne. Musik og Synet af Kvinder tændte helt inde i dem det samme Glimt næsten af Galskab.
Joán foer fort med at spille alle sin Moders Sange. Det var, som kastede han dem fra sig som en Skipper kaster Ballasten overbord fra sin Skude.
Holstein fulgte ham, mens Tonerne jog sitrende Trækninger hen over hans Ansigt, og han sagde med sin Stemme, der altid var underlig grødet, enten af Dovenskab eller af en bestandig og dulgt Ophidselse:
— Du spiller nok Dansk, men du spiller det som en Zigeuner.
Joán holdt op med ét, med en Tone saa
