111
stejl, at det syntes som sprængte han Strængene:
— Synes du, sagde han og vendte sig bort.
Men Holstein, der stadig slog Akkorder an, sagde, med sine Tanker vendende tilbage til Haralds Flag og Sovestuen:
— Nordmændene, de raaber nu altid saa højt op med dette herre „Norge“.
Joán forblev taus og Holstein sagde:
— Du kunde egentlig faa Indfødsret i Danmark.
— Indfødsret?
— Ja, sagde Holstein, der bestandig spillede, det ka’ man jo løse. Og det er jo dog næsten dit Fædreland.
Joan bøjede paa én Gang, med Ryggen til ham, sin Bue som en Vaand.
— Men „Greven“ fik du vel ikke anerkendt. For Grevskabet er ungarsk.
Holstein tav igen, til han pludselig slog de svære Hænder ned i Tangenterne:
— Naa, man taler om det Fædreland. Men, du, det er sgu ikke der, det kløer.
— Hvor gaar du hen? sagde han og holdt næsten inde i Ordene, da han saá Joáns Ansigt.
