124
— Scheint so, sagde Lieutenanten.
Joán havde ikke fattet.
— Grev Aponyi, sagde Læreren: tag De Themaet.
Og Joán hørte Aponyi tale, og vækket, forstaaende, havende begrebet, saá han i et Nu, ramlende og tydelige, faldende over hinanden, flimrende, som var det Billeder, der gled paa et Tæppe og slyngedes sammen — saá han sit ganske Liv: Mo’er og Ane. De sad dér i Skumringen. Hva’ si’er han, hva’ si’er han? sagde Ane og forstod ham ikke. Og Hana hvid, med sine underløbne Øjne, tog om hans Hoved og sagde: Jeg forstaar ’et ikke — naar han vilde tale paa hendes Serbisk. Og Mademoiselle raabte over sin Skulder, mens han løb langs Grøftekanten: Tal, saa man begriber. Og Hr. Christopulos løftede sine Øjne fra Bogen: Er det Ungarsk, du taler. Tal Engelsk, saa jeg forstaar. Marinka, hvor hun lo af ham: Nej, hvor han bryder paa Ruthenisk, havde hun sagt. Rumænerne lo, med hinanden om Halsen, mens Joán forklarede og forklarede, vilde forklare paa Rumænsk. Og Josef lo med Hænderne i sine Sider: Er du en Ungarer, du, saa du snak-
